Mand! Du er blevet for tyk og doven. Du er holdt op med at veje dig, og du får sidesting af at vaske hår. Du ved, at du skal gøre noget; men du orker det ikke. Og i øvrigt vejer rigtige mænd over 100 kilo, og sådan er det bare.
Jeg kender det alt, alt for godt. Jeg vejer stadig over 100 kilo, men dog 17 kilo færre, end da jeg mødte Christina. Jeg bestilte et forløb med personlig træning og mødte op første gang med de samme nerver, som jeg husker fra første skoledag. Og ved I hvad? Det er hårdt at træne en doven og tyk krop. Det er simpelthen anstrengende, og man sveder og bliver sur på Christina og forsøger at slippe nemt om ved øvelserne og skælder hende lidt ud og gemmer sig i omklædningsrummet.
Men man slipper ikke. Christina er det mest tålmodige menneske i verden samt sød, glad og smilende. Men lad dig ikke narre: Hun er benhård, og ganske langsomt får hun dig til at synes, at det der træning sgu egentlig er meget fedt. Særligt bagefter, men faktisk også undervejs.
Det er fantastisk at mærke, at ens krop kan noget igen. At man kan bevæge sig lidt friere. At energien vender tilbage. At tøjet passer igen og siden er blevet for stort, så man skal ud og have nye bukser. Og man kan købe bukser i helt almindelige butikker og endda ikke de største, de har på hylderne. At kæresten kysser lidt mere og endda mere end det. ;-) At man tager trapperne frivilligt uden at kaste sine lunger op. Det er simpelthen bare superfedt at føle sig i form og have lyst til at rydde op i skuret, slå græsplænen og cykle til bageren i stedet for at tage bilen.
Efter mit personlige træningsforløb har jeg deltaget i en StrongCamp for mænd her i vinter. To måneder med to gange træning hver uge sammen med fem andre mænd. Det er en fantastisk måde at få trænet på. Mandehørm, masser af sved og selvfølgelig lidt konkurrence – sådan er mænd i flok. Jeg har lige meldt mig til en ny omgang. De sidste 16 kilo deller skal af i løbet af i år – så jeg kan prøve at være en rigtig mand, der ikke vejer over 100 kilo. Det er mit mål, hvad er dit?
